Jacob Herbst er partner, medstifter og teknisk chef (CTO) i Dubex A/S. Dubex leverer rådgivning, managed security services og løsninger inden for cyber- og informationssikkerhed, til en lang række af Danmarks store og mellemstore virksomheder og organisationer. Som it-sikkerhedsspecialist følger Jacob Herbst udviklingen på sikkerhedsområdet tæt og rådgiver Dubex’ kunder bl.a. omkring risikostyring og sikkerhedsstrategier.
Jacob Herbst er desuden medlem af det Nationale Cybersikkerhedsråd, regeringens Virksomhedsforum for Digital Sikkerhed, udvalget for Informationssikkerhed i Dansk Industri, forperson for policy board for cybersikkerhed i IT-Branchen (ITB) samt bestyrelsesmedlem i Dansk Automationsselskab (DAU), og er her ansvarlig for Netværket for industriel it-sikkerhed. Desuden samarbejder Jacob Herbst med Bestyrelsesforeningen Center for Cyberkompetencer hvor han er med til at uddanne bestyrelser og ledelser inden for cybersikkerhed. Endelig bliver Jacob Herbst brugt flittigt i medierne, bl.a. af DR, TV2, Børsen, Finans, Computerworld og Version2.
Jacob Herbst er uddannet civilingeniør fra DTU med speciale i datasikkerhed og har arbejdet med cyber- og informationssikkerhed siden 1995.